Donau
Oplev de smukke hovedstæder i Mellemeuropa og flodens romantiske og dramatiske historie på dette krydstogt på den skønne blå Donau fra Wien til Oriahovo. Krydstogtet, som er med dansk rejseleder, omfatter ophold i hele 5 hovedstæder på Donau: Wien i Østrig, Bratislava i Slovakiet, Budapest i Ungarn, Beograd i Serbien og Sofia i Bulgarien.
I Wien kan man blandt andet se operahuset, kunsthistorisk museum, det kejserlige palads Hofburg og Belvedereslottet med de imponerende parker. I Bratislava omfatter byrundturen den berømte Skt. Martin-domkirke, den smukke borg med fire tårne, og Staré Mesto, den idylliske gamle bykerne. I Budapest kan man se parlamentsbygningen, Skt. Stefan-kirken, Heltepladsen og Vajdahunjotslottet. I Beograd bliver der lejlighed til at opleve fæstningen Kalemegdan, den ortodokse domkirke, Prinsesse Ljubicas residens og Skt. Markus-kirken.
Nyd også de betagende naturscenerier langs Donaus bredder, som vi langsomt glider forbi. Donau er med en længde på 2860 kilometer den næst længste flod i Europa efter Volga. Den udspringer i Schwarzwald i Tyskland og udmunder i Sortehavet.
Information
Rejseleder: Der er dansk rejseleder med på hele turen. På nogle udflugter og arrangementer vil der derudover være lokale guider, der taler engelsk eller tysk. Vores danske rejseleder oversætter i det omfang, der måtte være behov herfor.
Valuta: Medbring Mastercard eller Visa, samt Euro, også til betaling af evt. ekstra arrangementer. Omveksling af valuta kan ske undervejs i de respektive lande med vejledning fra rejselederen.
El: Der er 220V ombord og ikke behov for adapter. Medbring evt. forlængerledning.
Drikkepenge: Det er kutyme at give drikkepenge til personalet ved afslutning af et krydstogt. Endvidere samles der ofte ind til lokalguider/chauffør efter udflugterne. Rejselederen orienterer nærmere herom.
Vejret: (Beograd) Maj 23º, Jun. 25º, Jul. 27º, Aug. 27º, Sep. 24º.
Turbeskrivelse
1. dag: Vi flyver direkte fra København til Wien. Efter ankomsten er der sightseeingtur, hvor vi får et indtryk af byens mange, spændende seværdigheder. Turen starter med et kort stop ved det særprægede Hundertwasserhus, som er blevet en af Wiens mest besøgte attraktioner. Vi fortsætter til Belvedereslottet, en royal sommerresidens fra det 18. århundrede. Vi går en tur i det imponerende parkanlæg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Wien. Herefter går turen igen ind mod centrum, hvor vi skal se operahuset, kunsthistorisk museum, det kejserlige palads Hofburg, parlamentet, rådhuset og universitetet. Turen fortsætter ind i den gamle bydel til Skt. Stefans Domkirken, hvor der vil være mulighed for at se domkirken indvendig. Turen afsluttes med en kort gåtur gennem de smukke, smalle gader i centrum. Bussen kører os herefter til Donauflodens bred. Undervejs passerer vi det store pariserhjul i forlystelsesparken Prater. Vi går ombord på krydstogtskibet M/S Rügen. Efter check-in på skibet er der velkomstdrink med præsentation af kaptajnen og skibets besætning. Efterfølgende er der aftensmad på skibet.
2. dag: Vi tilbringer dagen i Wien, og hele dagen er til fri disposition. Der er således god tid til at gå på opdagelse i Wien og opsøge flere seværdigheder, eller vende tilbage til nogle af byrundturens højdepunkter. Om formiddagen er der mulighed for at tilkøbe en udflugt til Schönbrunn slottet, den østrigsk-ungarske kejserfamilie Habsburgs tidligere sommerresidens. Udflugten inkluderer besøg i de imponerende saloner og en gåtur i den smukke slotspark. Man må heller ikke snyde sig selv for et besøg på en af byens mange caféer eller konditorier, hvor man kan nyde en kop kaffe eller varm chokolade og et stykke af den verdensberømte Sachertorte, eller en anden af de mange delikatesser, byens konditormestre frister med. Ombord på skibet vil der blive serveret frokost og senere aftensmad. Om aftenen vil der mod tillæg være mulighed for at opleve en ægte Wienerkoncert i de rette omgivelser i Palais Auersberg fra 1710, eller et tilsvarende palæ/koncerthus. Wienerorkesteret optræder med værker af Mozart og Strauss. Sent om aftenen sejler skibet mod Bratislava.
3. dag: Efter morgenmad ombord på skibet tager vi på byrundtur i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor vi bl.a. skal se Skt. Martin-Domkirken. På byens højeste punkt ligger en smuk 4-tårnet borg, hvorfra vi nyder panoramaudsigten ud over byen. Turen rundes af med en spadseretur gennem den gamle del af Bratislava med Michaelbroen og -tårnet, det gamle rådhus, torvet og nationalteatret. Efter byrundturen er der tid på egen hånd til shopping eller sightseeing. Herefter er der frokost ombord. Først på eftermiddagen sætter skibet kursen mod Budapest. Under turen vil der være mulighed for at deltage i vinsmagning med musikalsk underholdning. Aftensmad ombord.
4. dag: Vi ankommer til Budapest tidligt om morgenen, og skibet ligger til centralt i byen ved Pest-siden. Donau deler Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda, og Pest, hvor forretningsgaderne findes. Efter morgenmad, ombord på skibet, er der byrundtur i Budapest, hvor vi skal opleve en række populære seværdigheder: Parlamentet, Skt. Stefans kirken, operaen, Heltepladsen med statuer af ungarske herskere og andre historiske personer, Millennium-monumentet og byparken med Vajdahunjotslottet. Der er frokost ombord på skibet, hvorefter eftermiddagen er til fri disposition til at gå på opdagelse i Budapest på egen hånd. Aftensmad på skibet.
Der er mod tillæg mulighed for at afslutte den første dag i Budapest med et flot folkloreshow opført af Det Ungarske Statsensemble. Efter forestillingen kører vi en tur for at se Budapest ”by night” i lysenes skær.
5. dag: Dagen byder på en udflugt til Szentendre, en malerisk landsby fra det 17. århundrede, cirka 25 kilometer fra Budapest. Her ser vi blandt andet byens torv med mindekorset, Ungarns første seminarium og Preobrazenske kirken. Der bliver tid på egen hånd, for eksempel til indkøb af ungarsk kunsthåndværk eller besøg på en af de mange farverige caféer. Tilbage på skibet spiser vi frokost, hvorefter eftermiddagen er til fri disposition i Budapest. Der er mod tillæg mulighed for at deltage i en udflugt til pusztaen, et træfattigt steppelandskab cirka 45 kilometer syd for Budapest. Her besøger vi stutteriet Lazar Lovas og ser en uforglemmelig optræden af veltrænede ungarske heste og dristige ryttere. Vi skal også smage den ungarske frugtbrændevin Palinka og lokale kulinariske specialiteter. Om aftenen er der aftensmad og underholdning ombord på skibet, der midt på aftenen fortsætter videre til byen Mohacs i Ungarn.
6. dag: Tidligt om morgenen nærmer skibets sig Mohacs. Efter morgenmaden kører vi til Pécs, som kaldes ”kunstelskernes by”. Vi ser byens vigtigste seværdigheder, heriblandt Szecheni torvet, Kaptalangaden med smukke restaurerede huse fra middelalderen, rådhuset, Lorantpaladset samt byens store vartegn, domkirken. Efterfølgende vil vi få serveret en smagsprøve på den lokale vin. Herefter vil der være tid på egen hånd på byens gågade, hvor der findes mange små butikker og hyggelige cafeer. Frokost på skibet, hvorefter der er afgang mod Novi Sad. Aftensmad på skibet.
7.dag: Tidligt om morgenen ankommer skibet til Novi Sad, som er den 3. største by i Serbien og kulturelt og historisk centrum for Vojvodina regionen. Novi Sad er en livlig by med masser af restauranter, butikker og grønne områder. Vi tager på byrundtur til fods i selskab en lokal guide.
Der tilbydes endvidere mod tillæg tur til Krushedol klostret og landsbyen Sremski Karlovci. Turen lægger ud med et besøg på klostret, som ligger på på Fruska Gora bjerget. Klostret er kendt for sine freskomalerier fra det 15. århundrede. Nogle af Serbiens mest kendte historiske personer, bl.a. Kong Milan Obrenovic og Grevinde Ljubica, ligger begravet på klostrets område. På turen tilbage til Novi Sad gøres stop i den lille by Sremski Karlovci, som er centrum for vinproduktionen i Fruska Gora regionen. Her skal vi på privat besøg hos familien Zivanovic, der er kendt for fremstillingen af Bermet vin, som blev serveret ved habsburgernes og den russiske zars hoffer. I den store have vil vores værter servere flere forskellige typer Bermet vin, samt familiens hjemmelavede honning. Der vil også være besøg i vinkældrene samt på det lokale honningmuseum. På turen tilbage til Novi Sad passerer vi Petrovaradin Fæstningen, som kaldes ”Donaus Gibraltar”.
Tilbage på skibet sætter vi kurs mod Beograd, mens frokosten serveres som grillparty på soldækket hvis vejret tillader det. Herefter er der underholdning ombord og foredrag om Donau-regionen. Ved aftenstid ankommer vi til Beograd. Efter middag på skibet vil et professionelt ensemble fra Beograd give opvisning i folkedans. Efter forestillingen vil der være et modeshow med præsentation af håndlavede Sirogojno uldsweatre med typiske landskabsmønstre.
8. dag: Efter morgenmaden venter en spændende byrundtur i den gamle del af Beograd, hvor vi skal se fæstningen, Kalemegdan-parken, den ortodokse domkirke, Prinsesse Ljubicas gods, rådhuset, nationalforsamlingen og Skt. Markus-kirken. Et stop med forfriskninger er inkluderet i programmet. Vi har efterfølgende lidt tid på egen hånd i centrum, hvorefter vi kører til Jarak, en lille landsby i Vojvodina-regionen. Her skal vi spise frokost på en gård hos en privat familie, som byder på lokale specialiteter, frisk frugt, sljivovica, den lokale blommebrændevin og lokal vin i haven. Frokosten ledsages af underholdning ved lokale musikanter. Vi returnerer til skiber og sejler efter aftensmaden videre mod Turnu Severin.
9. dag: Om formiddagen går sejladsen gennem den berømte hydroelektriske dam ”Jernporten”, hvor Donau dæmmes op for at give mere sikker sejlads gennem den 100 kilometer lange, smalle slugt. Tidligere var strækningen en farlig hindring for skibene på grund af de skarpe klipper i den smalle passage. Den gigantiske konstruktion stod færdig i 1972 og blev bygget af rumænske og jugoslaviske bygningsarbejdere. Dæmningen hæver vandstanden med 30 meter og på visse steder i Jernporten er Donau mere end 80 meter dyb. Efter frokost ombord på skibet besøger vi den rumænske by Turnu Severin med cirka 120.000 indbyggere. Her er der byrundtur med besøg på oldtidsmuseet, en arkæologisk udgravningsplads fra romertiden og en model af kejser Trajans berømte bro over Donau. Herefter er der et kort ophold i byen med mulighed for at besøge det lokale marked. Om aftenen afholder kaptajnen gallamiddag ombord.
10. dag: Vi ankommer om morgenen til byen Vidin, der ligger på den bulgarske side af Donau og er centrum for landets skibsbyggeri. Efter morgenmaden er der byrundtur til fods i byen med lokalguide. Vi besøger blandt andet fortet Baba Vida fra det 13. århundrede, som er landets bedst bevarede middelalderfort. Efter byrundturen er der tid på egen hånd i byen, inden frokosten indtages på skibet og sejladsen fortsætter mod Giurgio. Aftensmad ombord.
11. dag: Efter morgenmaden er der ca. kl. 7.00 landgang i havnebyen Oriahovo. Her tager vi afsked med skibet og besætningen. Herefter kører vi til Sofia, en tur på cirka tre timers kørsel. Fra skibet har vi fået madpakker og drikkevarer med. I Sofia skal vi på byrundtur med bus kombineret med en byvandring. Vi skal blandt andet opleve Sankt Sofia-kirken og Alexander Nevsky-domkirken, som har en imponerende samling af ikoner fra det 13. til det 19. århundrede. Midt på eftermiddagen starter vores hjemrejse mod København, med mellemlanding undervejs i Wien.
Fakta
FØLGENDE EKSTRA UDFLUGTER TILBYDES:Besøg på slottet Schönbrunn i Wien, ca. € 45 pr. person
Wienerkoncert i Wien, ca. € 55 pr. person
Folkloreshow med efterfølgende sightseeing ”by night” i Budapest, ca. € 50 pr. person
Besøg på den ungarske puszta med besøg på stutteri og show, ca. € 45 pr. person
Udflugt til Krushedol-klostret og Sremski Karlovci med vinsmagning, ca. € 26 pr. person
Wienerkoncert i Wien, ca. € 55 pr. person
Folkloreshow med efterfølgende sightseeing ”by night” i Budapest, ca. € 50 pr. person
Besøg på den ungarske puszta med besøg på stutteri og show, ca. € 45 pr. person
Udflugt til Krushedol-klostret og Sremski Karlovci med vinsmagning, ca. € 26 pr. person
Disse ekstra arrangementer bestilles hjemmefra på den fremsendte tilmeldingsblanket, og afregnes kontant på skibet i Euro.
Udflugter: Følgende udflugter er inkluderet; byrundtur i Wien, Bratislava, Budapest, Pécs, Novi Sad, Vidin og Sofia. Samt udflugt til Szentendre, Jaraj og Turnu Severin.
Rejsens pris:
- Rejseleder, fly København-Wien og Sofia-Wien-København
- Bustransfer fra lufthavn til skibet t/r
- 10 overnatninger i delt 2 personers kahyt
- Velkomstdrink
- Helpension på skibet bestående af morgenbuffet, 3 retter til frokost, kaffe/te m.v. samt 4 retters aftensmad
- Underholdning om aftenen på skibet.
Bemærk: Der tages forbehold for ændringer i programmet, der skyldes vejrlig eller andre praktiske hensyn vedrørende afviklingen af turen. I tilfælde af lav/høj vandstand er der mulighed for, at turen gennemføres i bus på visse strækninger, ligesom anløbshavnene kan ændres på foranledning af kaptajnen. Kørestolsbrugere kan ikke deltage på turen, og rejsen er ikke velegnet for gangbesværede.
Teknisk arrangør: Best Travel













