Turbeskrivelse
1. dag: Udrejse og overnatning
Vi starter tidligt og kører sydover. Med passende pauser undervejs går turen sydpå forbi Hamborg
og Bremen og videre til vores overnatningshotel. Indkvartering og aftensmad.
2. dag: Bruxelles
Efter morgenmad går turen mod Belgien. Her er målet Bruxelles, hvor vi kører en byrundtur og ser bl.a. EU-hovedkvarteret, kongeslottet og den gamle bydel med den berømte Grand Place. I løbet af eftermiddagen går turen via Amiens til Rouen, hvor vi skal bo 2 nætter. Middag hver aften på hotellet.
3. dag: Rouen
Vi bruger hele dagen i vores hjemby Rouen. Om formiddagen lærer vi byen at kende på en rundtur til fods i den smukke by. Kendt er især Klokketårnet, Jeanne D'Arcs kirke samt Domkirken. Vi holder eftermiddagen fri, og får således mulighed for at nyde stemningen i den gamle by med de maleriske bygninger og fine forretninger.
4. dag: Rouen – Fecamp - Caen
Efter morgenmaden pakkes bussen og vi forlader Rouen og kører ud til kanalkysten ved byen Fecamp. Byen er en af de mange smukke badebyer ved kysten og især kendt for en af Frankrigs smukkeste klosterbygninger. Vi besøger klostret og smager selvfølgelig på likøren, som gennem århundreder er produceret her. I løbet af dagen fortsætter vi gennem det nordlige Normandiet, og om eftermiddagen holder vi pause i den idylliske havneby Honfleur. Undervejs krydser vi en af de store broer ved Seinens udmunding. Til aften når vi frem til vort hotel i Caen. Indkvartering og aftensmad.
5. dag: Invasionskysten
I dag går turen ud på invasionskysten, hvor vi rigtig får tid til at opleve de forskellige steder! Vi besøger byen Arromanches. Her findes stadig rester af de store havneanlæg, der blev bygget i forbindelse med invasionen. For de interesserede bliver der også tid til et besøg i det spændende museum, ligesom der bliver lejlighed til at få lidt frokost på en af de mange caféer og restauranter, som ligger langs kysten. Senere ser vi også den store amerikanske kirkegård, inden vi fortsætter til Bayeux. Her skal vi se det berømte Bayeuxtapet, som kaldes verdens første tegneserie. Tapetet gengiver meget livagtigt scener fra normannernes erobring af England i 1066 i slaget ved Hastings. Vi er hjemme ved hotellet sidst på eftermiddagen. Aftensmad på hotellet.
6. dag: Hjemrejse via Belgien
Efter morgenmaden forlader vi Caen og kører nordpå mod Belgien. Her passerer vi byerne Mons og Liege. Først på eftermiddagen kører vi ind i Tyskland. Inden længe dukker Køln op, og her passerer vi Rhinen. Til aften er vi fremme ved vort overnatningshotel. Indkvartering og aftensmad.
7. dag: Hjemkomst
Efter morgenmaden fortsætter vi nordpå mod den tysk/danske grænse og videre til hjembyerne.

