Turbeskrivelse
1. dag: Efter endt opsamling fortsættes ind i Nordtyskland direkte ad motorvejen til Hamburg. Efter en frokostpause starter byrundturen. Vi kører forbi de kendte steder, hvor man får en lille forsmag på, hvad man senere kan opsøge på egen hånd. Vi kommer bl.a. forbi Alsteren, Sct. Nikolaikirken, der i dag står som et mindesmærke fra 2. verdenskrig, gennem Speicherstadt området med de gamle pakhuse, ser St. Mikaelis-kirken, Rådhuset, og kommer forbi søerne Binnenalster og Aussenalster. En tur på Reperbanen, det berømte forlystelseskvarter, skal vi naturligvis også. Efter endt byrundtur køres til Hotel Engel for indkvartering. Rejselederen er behjælpelig med at orientere om muligheder for transport til centrum og andre praktiske oplysninger.
2. dag: Morgenmad og herefter er formiddagen fri til indkøb, besøg på museum, eller andre spændende oplevelser. Bussen kører om morgenen til en central plads for dem der ønsker dette. Her er der så mulighed for at opleve det smukke centrum og slentre på gågaden Mönckebergstrasse.
Eftermiddagens udflugt er en super flot havnerundfart fra Sct. Pauli Landgangsbroen. Selve rundfarten tager ca. 1 ½ time og har varierende ruter, men som regel kommer vi forbi; Speicherstadt, sluserne, værfterne, container terminal og krydstogtshavnen etc. Resten af dagen til egen fri disposition.
3. dag: Morgenmad og tidlig busafgang til Fischmarkt, et marked der har eksisteret siden 1703 og her sælges alt muligt og ikke kun fisk. Området er fuldt af handlende og morgengæster samt gæster på vej hjem fra en lang nat i byen. Åbent til kl. 09.30 herefter returneres til hotellet og værelser forlades og bussen pakkes. Vi kører fra Hamburg gennem det smukke område Holsteinisches Schweiz med de mange søer, forbi Lübeck og Kiel til Slesvig. I Slesvig holder vi pauser, der bliver lejlighed til at se på byen og den flotte domkirke samt spise frokost.
Midt på eftermiddagen køres mod grænsen, hvor der bliver tid til at handle før grænsepassagen og hjemkørsel til diverse hjembyer.

