Turbeskrivelse
1. dag: Udrejse fra Hirtshals
Efter endt opsamling går turen direkte til Hirtshals, hvor vi vil være ca. kl. 13.00. Her vil der være check-in, og vi får vores kahytter. Kl. 15.00 er der afgang med M/F Norröna mod Færøerne og en fantastisk uge ligger foran os. Nyd den pragtfulde udsigt udover havet, og se det sidste af Danmark forsvinde i horisonten, mens skibet stille sejler af sted. Indret dig i kahytten, find dig tilrette på skibet eller gå en tur om bord. Allerede den første aften venter der kulinariske oplevelser i buffetrestauranten. Smyril Line byder os velkommen om bord, og der serveres en velkomstcocktail i Saga Café. Efterfølgende kan du evt. nyde en stille drink i pianobaren.
2. dag: Dag på havet
Efter en god nats søvn bydes på den store morgenbuffet. Udsigten nydes ved panoramavinduerne. Dagen kan bruges på de mange faciliteter om bord eller på afslapning eller hygge med hinanden og de andre medrejsende. Forbered dig til opholdet på Færøerne ved hjælp af en film, som vises i biografen. Om aftenen er der igen stor buffet i buffetrestauranten med alt hvad hjertet begærer.
3. dag: Færøerne og rundtur
Mandag morgen kl. 5.00 ankommer vi til Tórshavn. Efter tidlig morgenmad er der udflugt med bus. Vores lokale guide og bus venter os på kajen kl. 08.00. Vi kører mod Eysturoy langs kysten gennem flere farverige bygder. Videre over Atlanterhavsbroen, som knytter øerne Streymoy og Eysturoy. Hvis vejret er til det laver vi nogle fotostops undervejs. Der fortsættes mod den charmerende bygd Gjógv. Gjógv har navn efter den lille naturhavn med høje klippesider på begge sider. I Gjógv bliver der serveret kaffe og kage. På vejen tilbage til Tórshavn kører vi til idylliske Saksun, hvor der er besøg i det gamle museum ”Dúvugarðar”. Oplev den flotte bygd og smukke natur. Der er også mulighed for at se den gamle charmerende kirke. Efter Saksun går turen tilbage til Tórshavn, hvor vi ankommer ved 13-tiden. Der sejles igen fra Tórshavn kl. 14.00, så der er god tid til at opleve de fantastiske klippeøer. I starten sejler vi imellem øerne og meget tæt på land, og det er en fantastisk oplevelse. Om eftermiddagen indstiller vi os på vores besøg på Island med kaffe og islandsk kage. Der vises en film om Island. Efter en oplevelsesrig dag på Færøerne nyder vi igen den afslappende tilværelse om bord med dejlig mad, hygge og måske en god bog.
4. dag: Island og Myvatnsøen
Allerede tidligt om morgenen kan vi se Island. Under morgenmaden nyder vi den smukke indsejling ad fjorden til den idylliske lille by Seyðisfjörður på Østisland. Vi ankommer kl. 09.00 og Norröna ligger her helt til onsdag aften. Bussen henter os og der køres til Egilstaðir, hvor vi afhenter vores guide. Vi kører igennem den lange og frugtbare Jökuldalurdal op på Mödrudalsheidi – et ørkenlignende plateau ligesom et månelandskab. Herfra kører vi direkte til Myvatn, hvor vi besøger Myvatn Nature Bad (husk at tage badetøj med). Det er en lille sø med naturligt varmt vand, fyldt med mineraler som giver vandet en smuk lyseblå farve. Der er tilknyttet et lille cafeteria, hvor vi efter badningen indtager en enkel frokost. Om eftermiddagen ser vi nogle af seværdighederne i området omkring Myvatn-søen. Her er vulkanområdet Krafla fra 80’erne og Námaskarð solfataras, som er rygende og boblende svovlmudder med geotermisk aktivitet og den karakteristiske svovl lugt samt Dimmuborgir Lava Labyrinth og pseudo-kraterne ved Skútustaðir. Aftensmad og overnatning i Mývatn området.
5. dag: Island, klipper og vandfald
Morgenmad på hotellet. I dag kører vi via Tjörnes halvøen og besøger Asbyrgi, en hesteskoformet
kløft, hvor vi kan få en gåtur igennem den lille skov, som er beskyttet af den 100 m høje klippevæg. Derfra køres til det lille men smukke vandfald Hafragilsfoss og derefter videre til Dettifoss, som er
Europas kraftigste vandfald og som er 44 meter høj. Herefter fortsættes mod øst til Egilstadir og Seydisfjördur. En enkelt frokost er inkluderet. Kl. 20.00 sejler vi igen fra Seyðisfjörður med kurs mod Færøerne. Oplevelserne fra fantastiske Island har vi med i bagagen, der serveres en vikingdrink i Sky baren på soldækket, mens vi forlader Island. Aftenbuffet.
6. dag: Færøerne og Torshavn
Morgenbuffet. Skibets faciliteter står til rådighed. Senere ser vi Færøerne dukke op i horisonten og nyder sejlturen meget tæt på øerne. Kl. 15.00 ankommer vi til Tórshavn. Vores lokale bus og guide henter jer på kajen kl. 15.30, hvorefter vi kører over fjeldet til Kirkjubøur. Dette er Færøernes gamle, historiske og kulturelle centrum med den maleriske kongsgård, hvor den nuværende kongsbonde er den 17. generation i rækken. Vi ser den ufuldendte Magnus-katedral samt den lille Olavs kirke fra Middelalderen. Kirkjubøur er et spændende sted at besøge – og utrolig smukt beliggende med udsyn til øerne Hestur, Koltur og Sandoy. Herefter går turen tilbage til Tórshavn. Bussen sætter os af ved den gamle bydel og vi forsætter en guidet tur gennem den charmerende bydel i Tórshavn, hvor vi finder Tinganes og Domkirken. Vi er tilbage ved Norröna kl.19.30, vel ombord igen spiser vi til aften.
7. dag: Dag på havet
Vi starter dagen med dejlig morgenbuffet i restauranten. Nyd den sidste dag om bord. Deltag i et spil bingo eller nyd en stille stund på soldækket, hvor du kan tænke tilbage på de uforglemmelige oplevelser, den sidste uge har budt på – minder for livet! Vi afslutter ugen med manér. Aftenen står på vikingebuffet.
8. dag: Hjemkomst
Efter en god nats søvn forlades værelserne tidligt, og vi skal for sidste gang spise den store morgenbuffet. Vi ankommer til Hirtshals kl. 10.00, og det er nu tid til at sige farvel og tak for denne gang. Der kan forekomme ventetid før alle gæsterne kan forlade skibet. Busserne kører retur til diverse hjembyer.
