Information
VALUTA
Medbring Mastercard eller Visa, samt euro, også til betaling af evt. ekstra arrangementer. Kontant valutaomveksling sker undervejs i de respektive lande med vejledning fra rejselederen.
DRIKKEPENGE
Det er kutyme at give drikkepenge til skibets personale ved afslutning af et krydstogt. Dette har Best Travel valgt at inkludere i rejsens pris. Endvidere samles der ofte ind til lokalguider/chauffør efter udflugterne. Rejselederen orienterer nærmere herom.
PROGRAM
Der tages forbehold for ændringer i programmet, der skyldes vejrlig eller andre praktiske hensyn vedrørende afviklingen af turen. I tilfælde af lav/høj vandstand er der mulighed for, at turen gennemføres i bus på visse strækninger, ligesom anløbshavnene kan ændres på foranledning af kaptajnen
REJSELEDER
Der er dansk rejseleder med på hele turen. På nogle udflugter og arrangementer vil der derudover være lokale guider, der taler engelsk, tysk eller skandinavisk. Vores danske rejseleder oversætter i det omfang, der måtte være behov herfor.
M/S RÜGEN
M/S Rügen er et tysk skib bygget i 1979 og gennemgribende renoveret i 2007. Det er ca. 83 meter langt og 9 meter bredt og har plads til 88 passagerer. Atmosfæren ombord er hyggelig og afslappet. Der er restaurant, lille souvenirbutik, lounge med bar og panoramaudsigt samt soldæk med bar, borde og stole. Der er ikke elevator ombord. Der sejles fortrinsvis om natten.
KAHYTTER
Alle kahytter er udvendige med stort vindue, ca. 11 m2, med 2 enkeltstående senge (den ene kan slås op og den anden anvendes som sofa om dagen), aircondition, værdiboks, TV, bad/toilet og hårtørrer. På øvre dæk kan vinduerne åbnes.
UNDERHOLDNING OMBORD
Hver aften er der levende musik på skibet. Endvidere vil der blive arrangeret anden musikalsk underholdning undervejs, som f.eks. koncerter, opvisning i folkedans m.m.
MAD OG DRIKKE
Morgenmaden serveres som buffet. Frokosten består af 3 retter og aftensmaden af 4 retter. Desuden serveres ”five o’clock tea” om eftermiddagen. Der spises på faste tidspunkter. Der vil være mulighed for at købe drikkevarer til favorable priser i baren og restauranterne. Der sælges bl.a. øl, vand, rød- og hvidvin, champagne, cognac og vodka.
ELEKTRICITET
Der er 220V ombord og ikke behov for adapter. Medbring evt. forlængerledning.
